Castelfidardo (1863)

Castelfidardo
Castelfidardo i Napoli i efteråret 1866.
Klasse
Type	Panserskib
Klasse	Regina Maria Pia-klassen
Søsterskibe	Regina Maria Pia, San Martino, Ancona
Historie
Værft	Ernest Goüin et Cie., Nantes, Frankrig
Påbegyndt	22. juli 1862
Søsat	1. august 1863
Taget i brug	Maj 1864
Udgået	Skoleskib 1900
Skæbne	Udgået 1910 og ophugget
Tekniske data
Deplacement	4.192 t.
Længde	76,0 m
Bredde	15,2 m
Dybgang	6,4 m
Fremdrift	Maskineri: 2.125 HK. Sejl: tre-mastet skonnert, senere tre-mastet bark.
Fart	Maskine: 12,0 knob
Rækkevidde	2.600 sømil ved 10 knob
Panser	120 mm støbejern
Besætning	480
Artilleri	4 styk 20,3 cm riflede forladere 22 styk 16,4 cm riflede forladere ca. 1871: 2 styk 25,4 cm riflede forladere 8 styk 20,3 cm riflede forladere ca. 1880: 2 styk 22,0 cm riflede 9 styk 20,3 cm riflede 1884: 8 styk 15,2 cm riflede 6 styk 12 cm riflede 4 styk 57 mm hurtigtskydende 8 styk 37 mm revolverkanoner
Torpedoer	Tre torpedoapparater ved sidste omarmering (1884)

Panserskibet Castelfidardo var et skib i den fjerde og hidtil største klasse af panserskibe i den nye italienske marine, der blev skabt, da Italien blev samlet i 1861. Værftskapaciteten i Italien var begrænset, så marinen måtte gøre brug af udenlandske værfter. De fire skibe i Regina Maria Pia-klassen blev derfor bygget i Frankrig, der var et foregangsland for panserskibsbygning, og marinen fik moderne konstruktioner med jernskrog, der alle holdt i 40 år eller mere. Skibet var opkaldt efter byen Castelfidardo ved Ancona, hvor kongeriget Sardiniens hær i 1860 besejrede en langt mindre hær fra Pavestaten, der mest bestod af frivillige fra Frankrig og Belgien.

Castelfidardo og dens søstre fik efter en større ombygning sat kanoner op, der pegede for- og agterud. Til gengæld blev der fjernet panser i begge ender.

Tjeneste

Castelfidardo deltog lige som de øvrige italienske panserskibe i slaget ved Lissa mod den østrigske flåde i juli 1866. Skibet lå som nummer to i den forreste 2. division af den italienske flåde, efter Principe di Carignano. Da admiral Persano – uden at signalere – valgte at skifte flagskib, kom 2. division langt foran de øvrige italienske skibe, og fik ingen indflydelse på slaget.

Efter krigen mod Østrig fik skibet nyt artilleri i tre omgange. I 1888-90 blev det ombygget for sidste gang, og fik ved den lejlighed rigningen erstattet af militærmaster. I år 1900 sluttede dets tjeneste som panserskib, og det blev i stedet skoleskib for torpedotjenesten. Det velbyggede skib holdt helt til 1910.

Litteratur

• Roger Chesneau and Eugene M. Kolesnik, ed., Conway's All The Worlds Fighting Ships, 1860-1905, (Conway Maritime Press, London, 1979), ISBN 0-85177-133-5
• Otto Lybeck, Allmän Sjökrigshistoria, Bind 1: 1853-1914, Stockholm 1919.