Spring til indhold

Karabiner 98k

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 20. jan. 2010, 22:12 af Kaare (diskussion | bidrag) Kaare (diskussion | bidrag) (Gendannelse til seneste version ved MGA73bot, fjerner ændringer fra 79.98.194.177 (diskussion | bidrag))

Skabelon:Skydevåben Karabiner 98 Kurz, ofte forkortet til Kar98k eller K98k er en repetérriffel der brugtes som standardinfanteririffel i den tyske Wehrmacht fra 1935. Den var en af de sidste udviklinger i den lange række af Mauser militærrifler.

Beskrivelse

Tyske soldater med K98k i slaget om Stalingrad. Rifler havde begrænset effektivitet i bykamp

Karabiner 98k var en repetérriffel af Mauser modellen, der havde et internt magasin på fem 7.92 x 57 mm patroner, også kendt som 8 mm Mauser. De indførtes i våbnet ved hjælp af en laderamme med fem patroner, der ovenfra pressedes ned i magasinet. Våbnet blev udviklet fra tidligere Mauser modeller, specielt Karabiner 98b, der igen var udviklet fra Mauser Model 1898 kaldet Gewehr 98, der var baseret på Lebel Model 1886 riflen, men var forbedret med et magasin med fem skud. Fordi riflen var kortere end de tidligere versioner, fik den betegnelsen Karabiner 1898 Kurz, der betyder "kort karabin model 1898".

Riflen havde en bemærkelsesværdigt god præcision og en effektiv rækkevidde på op til 500 meter. Af denne grund blev den også anvendt med kikkertsigte, der udvidede dens effektive rækkevidde til ca. 800 meter med en god skytte. Riflen var designet til brug med en s84/98 III bajonet og kunne affyre riffelgranater.

98k havde samme ulemper som alle rifler fra århundredeskiftet: Den var relativt stor og tung, og dens skudafgivelse var begrænset af, hvor hurtigt skytten kunne genlade mellem hvert skud. Dets magasinkapacitet var kun det halve af den britiske Lee-Enfield riffel, men da det var et rent internt magasin, gjorde det dog våbnet nemmere at bruge. Mens de allierede, både Sovjetunionen og de vestlige allierede, udviklede sig hen imod standardisering af semiautomatiske rifler, holdt tyskerne under 2. verdenskrig sig til repetérriflerne, da deres taktiske doktrin indebar, at en infanterigruppes primære ildkraft var baseret på gruppens lette maskingevær. Deres problemer med masseproducerede semiautomatiske rifler kan også have spillet ind.

I nærkamp var maskinpistoler ofte foretrukne, specielt i bykamp, hvor en repetérriffels lave skudkadence ikke var brugbar. I slutningen af krigen blev Kar98k delvis erstattet af StG44, der affyrede en mindre kraftfuld patron (7,92 x 33 mm), men kunne bruges som en maskinpistol i nærkamp og bykamp. Der var sjældent nok StG44 rifler i omløb, men alligevel blev K98k produceret og brugt i stort antal af tyskerne under krigen, og riflen var stadig et effektivt infaterivåben i krigens sidste dage indtil den tyske kapitulation i maj 1945.

Brug i krige

2. verdenskrig

Mauser Kar98k blev brugt af alle værn i det tyske militær i Nazityskland under 2. verdenskrig. Den sås i kamp på alle fronter, hvor der kæmpede tyskere, inklusive det besatte Europa, Nordafrika, Sovjetunionen, Finland og Norge. Modstandsfolk i de besatte lande brugte ofte erobrede K98k rifler. Sovjetunionen brugte også erobrede rifler i stor stil, selvom de fleste blev erstattet med sovjetiske rifler, efterhånden som krigen gik bedre for Den Røde Hær.

Efter 2. verdenskrig

Tyske soldater afleverer deres våben efter overgivelsen i maj 1945. På billedet kan ses Kar98k rifler samt MG34 og MG42 maskingeværer

Under 2. verdenskrig erobrede Sovjetunionen millioner af Mauser Kar98k rifler og opbevarede dem under den kolde krig i store våbenlagre som reservevåben til brug ved en eventuel krig med NATO landene.

De fleste af disse rifler blev med tiden sendt til marxistiske, revolutionære bevægelser under den kolde krig. En stadig strøm af gratis overskydende våben var en nem måde at støtte bevægelser og stater på uden at give dem de nyeste, sovjetiske, militære våben, før Moskva havde fuld tillid til disse allierede. For eksempel leverede Sovjetunionen K98k rifler såvel som andre våben til sine kommunistiske allierede i Nordvietnam under Vietnamkrigen. Allierede styrker fandt et stort antal Mauser K98k rifler hos soldater fra den nordvietnamesiske hær og NLF guerillaen.

I årene efter 2. verdenskrig brugte en række europæiske lande, der havde været besat af Nazityskland, Mauser Kar98k-riflen som deres standardinfanterivåben på grund af de store mængder af tyske våben, der var efterladt. Lande som Frankrig og Norge brugte riflen sammen med en række andre tyske våben i årene efter krigen. Våbenfabrikanter som Fabrique Nationale (FN) i Belgien, Česká Zbrojovka (CZ) i Tjekkoslovakiet og Zastava fabrikken i Kragujevac i Serbien, Jugoslavien, fortsatte med at producere riflen efter 1945. Fra 1950 til 1965 producerede Zastava en næsten identisk kopi af Kar98k kaldet Model 1948 (M48). Jugoslavien solgte mange af disse rifler til Algeriet, Egypten og Iran i 1950'erne og 1960'erne. Mange overskuds M48'ere er blevet solgt i USA, Australien og Canada i de seneste år.

Wikimedia Commons har medier relateret til: