F.A. Hayek
Nobelprisen i økonomi 1974 |
Friedrich August von Hayek (8. maj 1899 i Wien - 23. marts 1992 i Freiburg) var østrigsk-britisk økonom, nobelprismodtager og politisk filosof, bedst kendt for sit forsvar for klassisk liberalisme, frihandel, kapitalisme og sin modstand mod totalitarisme, socialisme og kollektivisme i midten af 1900-tallet.
Sammen med Ludwig von Mises og Carl Menger betragtes han som en af de fremmeste advokater for den økonomiske teori, der almindeligvis kaldes for den østrigske skole, og mere bredt som en af de vigtigste økonomer og politiske filosoffer i 1900-tallet.
I 1974 modtog han nobelprisen i økonomi for sin teori om konjunkturcyklus, kaldet Austrian Business Cycle Theory, der vurderer at årsagen til økonomiske kriser er at centralbankerne holder renten for lav og for længe, og via ABCT lykkedes det ham at forudsige Depressionen.
Hayek anses for at være en betydningsfuld kraft i skiftet fra en keynesianisme til mere markedsvenlige og mindre statskontrollerede økonomier i perioden efter 1980’erne.
Økonomisk kalkulation & den spontane orden
Hayek var en leden kritiker af de kollektivistiske ideer om socialisme og kommunisme i 1900-tallet. En hvilken som helst form for kollektivisme kunne ikke undgå af føre til andet end centralisering af magten omkring en enkelt person eller en lille gruppe af personer.
I sin økonomiske teori byggede Hayek videre på ideer fra andre østrigske økonomer, herunder Ludwig von Mises arbejde under kalkulationsdebatten.
I sin populære bog, Vejen til Trældom, og i efterfølgende værker, argumenterede Hayek for, at en væsentlig forudsætning for et socialistisk samfund er en centralt planlagt økonomi og at netop en sådan planøkonomi altid vil føre til totalitarisme. Dette skyldes, at det statslige bureaukrati i et socialistisk samfund vil være nødt til at have ret til at ekspropriere ejendom og tvinge borgerne til at gøre eller undlade at gøre bestemte handlinger mod deres vilje. Ligeledes forudsætter en planøkonomi ifølge Hayek, at det statslige bureaukrati, som laver planlægningen, har et tilstrækkeligt informationsgrundlag at planlægge ud fra; hvilket ifølge Hayek er en umulighed fordi viden og information er decentral af natur. Staten kan, ifølge Hayek, umuligt vide alt og derfor heller ikke foretage en pålidelig omfordeling af ressourcerne.
For Hayek ville der kun være en metode for effektiv udveksling af ressourcer; nemlig det frie markeds prismekanisme.
I The use of Knowledge in Society argumenterede Hayek således for, at prismekanismen, frem for at være et menneskeskabt værktøj, er et fænomen, som synkroniserer menneskes viden om en given ressource eller ydelse således, at alle borgere i et samfund, via denne fælles og synkrone forståelse af hvad en ressource er værd (dens pris), herigennem har mulighed for at tilpasse egne handlinger til at opnå egne mål.
Prismekanismen skal derfor ses som et udslag ikke af central, statslig planlægning, men af en såkaldt spontan orden, der opstår, når mennesker handler og agerer sammen i et decentralt, forbrugsorienteret marked, frem for i en bureaukratisk og centraliseret planøkonomi. Da staten derfor ikke kan bidrage til at gøre en økonomi mere effektiv, men kun det modsatte, skal den ifølge Hayek begrænses til alene at gøre hvad den er bedst til. Dette er ifølge Hayek opretholdelse af lov og orden.
Bibliografi
- Monetary Theory and the Trade Cycle (1929)
- Prices and Production (1931)
- Monetary Nationalism and International Stability (1937)
- Profits, Interest and Investment and Other Essays on the Theory of Industrial Fluctuations (1939)
- The Pure Theory of Capital (1941)
- The Road to Serfdom (1944)
- Individualism and Economic Order (1948)
- John Stuart Mill and Harriet Taylor: Their Friendship and Subsequent Marriage (1951)
- The Counter-Revolution of Science: Studies on the Abuse of Reason (1952)
- The Sensory Order: An Inquiry into the Foundations of Theoretical Psychology (1952)
- The Constitution of Liberty (1960)
- Studies in Philosophy, Politics and Economics (1967)
- A Tiger by the Tail (1972, revised edition 1978)
- Law, Legislation and Liberty: A New Statement of the Liberal Principles of Justice and Political Economy
- Volume I. Rules and Order (1973)
- Volume II. The Mirage of Social Justice (1976)
- Volume III. The Political Order of a Free People (1979)
- Denationalisation of Money: An Analysis of the Theory and Practice of Concurrent Currencies (1976)
- New Studies in Philosophy, Politics, Economics and the History of Ideas (1978)
- 1980s Unemployment and the Unions (1980)
- The Fatal Conceit: The Errors of Socialism (1988)