Spring til indhold

Klassekamp

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 2. jan. 2013, 18:49 af IvarT (diskussion | bidrag) IvarT (diskussion | bidrag) (tilføjet underkategori til stub)

Klassekamp er et begreb som beskriver klassekonflikten mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Klassetilhørsforhold defineres ved ens ejerskabsforhold til produktionsmidlerne, og der er således to hovedsagelige samfundsklasser:

Proletariatet og borgerskabet.

  • Proletariatet (eller arbejderklassen) overlever ved at sælge dens arbejdskraft.
  • Borgerskabet (eller kapitalisterne) har magt over produktionsmidlerne og kapitalen og aftager proletariatets arbejdskraft.

Konflikten består i at arbejdstageren – eller arbejderen – som udgangspunkt ønsker den højest mulige løn, mens arbejdsgiveren – eller kapitalisten – ønsker at minimere sine omkostninger ved at presse lønnen nedad. Klassekampen består i at klasserne kæmper mod hinanden for at opnå et af de to modstridende mål.

Den marxistiske historieopfattelse – eller den historiske materialisme – opfatter historiens gang som en kamp mellem disse to samfundsklasser. Begrebet klassekamp introduceredes i Marx' kommunistiske manifest, hvori det påstås, at "alle tidligere samfunds historie er en del af klassekampens historie"[1]. De to samfundsklasser er ifølge den marxistiske tænkning hinandens modsætninger.

Marx påstår at "klassekampen" ikke er en subjektiv teori, en "teori" eller et synspunkt blandt andre. Tværtimod mener Marx at klasserne og kampen mellem dem eksisterer uafhængigt af de enkelte menneskers subjektive opfattelser, idet han siger:

«Hvad angår mig , så er det ikke min fortjeneste at have opdaget klassernes eksistens i det moderne samfund, og heller ikke kampen mellem dem. Borgerlige historikere havde længe før mig skildret den historiske udvikling af denne klasse-kamp, og borgerlige økonomer – klassernes økonomiske anatomi. Det nye jeg gjorde, var at bevise:

  1. At eksistensen af klasser bare er knyttet til bestemte historiske faser i produktionens udvikling (historische Entwiklungsphasen der Produktion).
  2. At klasse-kampen nødvendigvis fører til proletariatets diktatur.
  3. At dette diktatur i sig selv bare udgør overgangen til afskaffelsen af alle klasser og til et klasseløst samfund . . . »

[2]

Samfundsklasser

Foruden proletariatet og borgerskabet eksister også klasser som småborgerskabet der eksempelvis er selvstændige erhvervsdrivende med mindre virksomheder, og pjalteproletariatet (tysk: lumpenproletariat) der dækker over langtidsarbejdsløse, kriminelle og andre subsistensløse. Derudover falder lønmodtagere i mellemlederstillinger, lavere embedspersoner indenfor politi og militær, småbondestanden og tyende ikke indenfor de to hovedklasser.

Kilder

  1. ^ Marx/Engels udvalgte værker 1, forlaget Tiden 1976, side 26
  2. ^ Offentliggjort i 1907 af Franz Mehring i tidsskriftet Die Neue Zeit (bind XXV, 2, s. 164).
Spire
Denne historieartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.