Thomas Mann

Thomas Mann Tysk litteratur 20. århundrede
Thomas Mann fotograferet af Carl Van Vechten den 20. april 1937]
Personlig information
Født	6. juni 1875 Lübeck, Slesvig-Holsten, Tyskland
Død	12. august 1955 Zürich, Schweiz
Uddannelse og virke
Kendte værker	Døden i Venedig
Genre	romaner/noveller
Litterær bevægelse	"Det Folkelige Gennembrud"
Påvirket af	Henrik Pontoppidan
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Nobelprisen i litteratur 1929

Thomas Mann (6. juni 1875 – 12. august 1955) var en tysk forfatter.

Han blev født i Lübeck i en velhavende købmandsfamilie. Imidlertid ændrede familiens forhold sig ved faderens tidlige død og familieformuen gik tabt.

Thomas Mann arbejdede nogen tid i en bank, inden han begyndte at studere ved universitetet i München. Han rejste rundt i Europa og besøgte sin ældre broder, Heinrich Mann i Italien. Her skrev han sine første noveller og sin første roman. Hans værker blev modtaget med begejstring. Thomas Manns første roman Huset Buddenbrook (1901), som beskrev en families nedtur gennem fire generationer, blev en sensation i Tyskland og gjorde ham til en rig mand allerede som 25-årig. Han blev snart gift – på trods af sin homoseksuelle tilbøjelighed, der dog ikke med vished blev udlevet i noget egentligt forhold – og han levede et liv med at give forelæsninger og udgive noveller.

I 1929 modtog Thomas Mann nobelprisen i litteratur. I perioden mellem de to verdenskrige begyndte Thomas Mann at advare mod den omsiggribende fascisme, indtil nazisterne tvang ham til at forlade Tyskland. Han slog sig ned i USA i 1940, hvor han blev professor ved Princeton-universitetet. Thomas Mann blev frataget sin titel som æresdoktor ved Bonns Universitet som følge af, at han havde forladt det nazistiske Tyskland. Senere slog han sig ned i Californien sammen med flere andre udviste tyske kunstnere. I den periode skrev Mann to store romaner: den bibelske historie om Josef og hans brødre og Doktor Faustus (1947), legenden om Faust, som solgte sin sjæl til djævelen. Han vendte efter krigen tilbage til Europa og slog sig ned i Zürich, Schweiz, hvor han døde den 12. august 1955.

Breve og dagbøger viste, at Thomas Mann var meget påvirket af den store danske forfatter og nobelpristager Henrik Pontoppidan, som i 1920 blev bedt om at levere bidrag til et tidsskrift, som Mann havde planer om at starte. Nogen tid senere bestilte Mann de tre hovedværker, Det forjættede Land, Lykke-Per og De Dødes Rige. Da Pontoppidan blev 70, sendte Mann et lykønskningstelegram til ham.

Liv

1875-1913

Opvækst

Thomas Mann blev født i en velhavende familie i Lübeck. Faderen, Thomas Johann Heinrich Mann, var købmand og senator i hansestaden. Moderen var af halvt brasiliansk afstamning. Udover sin berømte bror Heinrich Mann havde Thomas Mann også tre andre søskende, hvoraf de to begik selvmord. Om sin barndom sagde Thomas Mann, at den var "omsorgsfuld og lykkelig". Familien hørte til blandt spidserne i Lübeck.

Thomas Mann var ikke særlig glad for skolen, som kedede ham. I stedet fordrev han allerede i en meget ung alder tiden med litterære forsøg i et skoleblad, som han selv var med til at udgive. Hans formynder, Krafft Tesdorpf, der havde overtaget ansvaret for Thomas Mann efter faderens død i 1891, havde dog andre planer med drengen, og bestemte at han skulle starte i et forsikringsselskab. Arbejdet kedede ham, og i 1895 sagde den 20-årige Thomas Mann sit job op, for at forfølge en forfatterkarriere. Et år tidligere havde han fået udgivet sin første novelle, der blev taget godt imod i litterære kredse.

Den litterære karriere begynder

Som 21-årig og myndig begyndte han at modtage renter fra sin afdøde fars formue, og han kunne derfor hellige hele sin tid til at skrive. I 1897 tog han med sin storebror Heinrich Mann til Italien for at se Rom. I Italien begyndte han at skrive sin store roman Buddenbrooks (En families forfald), som beskrev en families nedtur gennem fire generationer. Bogens handling udspiller sig i Lübeck, og mange indbyggere i byen kunne genkende sig selv i fortællingen. Romanen skulle senere være hovedbegrundelsen for den nobelpris han skulle modtage i 1929. Bogen udkom i 1901, men først ved det andet oplag i 1903 blev den en sensation i Tyskland og gjorde ham til en rig mand allerede som 25-årig. Han kunne nu endnu mere ubesværet leve sit liv med at give forelæsninger og skrive noveller.

Privatliv

Forholdet til broderen blev i 1903 forværret. Deres uenighed om mange sager blev så stor, at de næsten afbrød kontakten. I 1904 mødte han Katharina Pringsheim, hans senere kone, som han med det samme kurtiserede. Thomas Mann havde på dette tidspunkt ingen erfaringer med det modsatte køn, til gengæld havde han haft nogle affærer med mænd. Thomas Mann levede dog aldrig sin homoseksualitet ud, men sværmede til stadighed for unge mænd. Men Thomas Mann overholdt på overfladen de borgerlige konventioner, og giftede sig derfor med Katharina i 1905. Parret fik seks børn: Erika (1905-1969), Klaus (1906-1949, selvmord), Golo (1909-1994), Monika (1910-1992), Elisabeth (1918-2002) og Michael (1919-1977) Mann. Tre af disse, Erika, Klaus og Golo, blev selv senere forfattere.

Katharina Pringsheim, nu Katia Mann, fik i 1912 besked om, at hun muligvis havde tuberkulose. Hun opholdt sig derfor på et sanatorium i Davos i Schweiz, hvor Thomas Mann besøgte hende. Hans oplevelser dette sted foranledigede ham til at skrive sin anden store roman, Troldfjeldet.

1914 til 1929

Manns skifte fra konservativ til liberal

Ved første verdenskrigs udbrud var Thomas Mann en af de mange, der ikke så på krigsudbruddet som noget negativt. Han anså krigen for at være nødvendig, og tog i sin Gedanken im Kriege nogle af de mere militaristiske forfattere og kunstnere i forsvar. Kontakten til broderen, der fra starten af var imod krigen havde han nu afbrudt helt. Det var også i slutningen af krigen han skrev sin Betrachtungen eines Unpolitischen, der er et nærmest entydigt forsvar for den autoriære tyske kejserstat, og et angreb mod den demokratiske Weimarrepublik. Et skrift som han senere hen fortrød at have forfattet og som han tog skarp afstand fra.

Med højreekstremes mord på udenrigsminister Walther Rathenau i 1922 blev Thomas Mann dog, ligesom mange andre som følge af mordet, en entydig forsvarer for Weimarrepublikken. Han forklarede, at humanisme og demokrati var et, og eftersom mennesket skulle følge humanismens principper, skulle mennesket altså stræbe efter demokratiske forhold. Han blev medlem af det liberale Tyske demokratiske Parti.

Nobelpris

Thomas Mann havde allerede i 1927 haft store og ikke urealistiske forhåbninger om at kunne modtage nobelprisen, men først i 1929 skete det så. Han var lidt skuffet over, at man i begrundelsen for uddelingen kun henviste til den 25 år gamle Buddenbrooks-roman, og ikke hans nyere bog Troldfjeldet. I nobel-priskomiteen var der ikke bred enighed om kvaliteten af denne sidste bog, hvorfor man udelukkende henviste til et ældre værk af Thomas Mann.

1930-1944

Den tyske tale

Animeret af den stigende succes for nationalsocialisterne holdt Thomas Mann i 1930 en bevæget tale, Appel til fornuften, hvor han gik hårdt til angreb på nazisterne. Talen blev senere omtalt som "Den tyske tale". Thomas Mann lod sig ikke gå på af en gruppe nazisters forsøg på ved buhråb at ødelægge talen, og beskrev nøgternt nationalsocialismen som "en kæmpe bølge af excentrisk barbari og primitiv massedemokratis kræmmermarkedråhed". Selv om bifaldet i salen var stort, så kunne hans tale ikke ændre på udviklingen. Thomas Mann blev til en af de mest betydeligere modstandere af nazismen.

Efter nazisternes magtovertagelse så han ikke anden udvej end at forlade landet i 1933 og drage i eksil. I første omgang i Frankrig, men i 1938 så til USA, hvor han kunne arbejde som gæsteprofessor ved forskellige amerikanske universiteter. Anspurgt af reportere beskrev han sit eksil således: It is hard to bear. But what makes it easier is the realization of the poisoned atmosphere in Germany. That makes it easier because it’s actually no loss. Where I am, there is Germany. I carry my German culture in me. I have contact with the world and I do not consider myself fallen.

Under hans eksil i USA henvendte han sig i flere radioudsendelser direkte til det tyske folk for at få dem til at udøve modstand mod Nazi-Tyskland. Han betegnede sig selv som bærer af den egentlige tyske ånd, hvilket han understregede med udsagnet "Wo ich bin, ist Deutschland" (Hvor jeg er, er Tyskland).

Efter 1945

Tibagekomsten til Europa blev ikke nem, men Thomas Mann havde også gjort sig upopulær i sit tyske hjemland ved at betone den kollektivskyld som alle tyskere der var blevet i landet bar rundt på, og som han ikke ville være en del af. Han havde kort været inde som mulig forbundspræsident i den nyoprettede vesttyske forbundsrepublik, men hans person var nok lidt for kontroversiel. Selv om få, efterfølgende, brød sig om Hitlers gerninger, så var der alligevel blandt det tyske folk en skepsis over for de mennesker, der var gået i eksil. Det tyske folk følte, at de eksilerede havde "svigtet" landet, og at de havde undveget de lidelser som resten af den tyske befolkning havde måtte gå igennem og at de dermed ikke var en del af det lidelsesfællesskab der i de første år holdt tyskerne sammen.

De sidste år af sit liv tilbragte Thomas Mann derfor hovedsageligt i Schweiz, afvekslende med jævnlige besøg til Tyskland.

Thomas Manns indflydelse

Thomas Manns værkers betydning for både samtid og eftertid lader sig kun svært sammenfatte i få ord. Hans liv og værker var allerede i hans levetid omstridt, og er det stadig i dag. Hans liv spændte sig over nogle af de største omvæltninger i tysk historie, og disse omvæltninger afspejler sig tydeligt i både hans liv og forfattervirksomhed.

Hans værker er ikke præget af pludselige geniale indfald eller spontanitet. For hvert værk ligger der ofte årelange, disciplinerede arbejder bag. Hans ofte temmelig borgerlig-dekadente stil skabte ham en del fjender i den litterære verden, et symptom på den polarisering tiden op til Nazi-Tyskland var præget af.

Hans ofte borgerlige-dekadente stil til trods var han samtidig dygtig til at spidde den spidsborgerlige moral. Noget der især kom til udtryk i hans behandling af den forbudte homosexualitet, og hans behandling af temaet drift over for den pligtopfyldende etiker. I dette var han især inspireret af Arthur Schopenhauer og Sigmund Freuds ideer og tanker.

Udvalgte værker

• Huset Buddenbrook: en lübeckerslægts historie (også Buddenbrooks: en families forfald) (1901, på dansk 1903)
• Tonio Krøger (1903, på dansk 1905)
• Hans kongelige højhed (1909, på dansk 1910)
• Døden i Venedig (1912, på dansk 1913)
• Troldfjeldet (også Trolddomsbjerget) (1924, på dansk 1930)
• Mario og troldmanden (1930, på dansk 1951)
• Josef og hans brødre (1933-43, på dansk 1933-48)
• Lotte i Weimar (1939, på dansk 1956)
• Doktor Faustus: den tyske komponist Adrian Leverkühns liv, fortalt af en ven (1947, på dansk 1957)
• Den udvalgte (1951, på dansk 1957)
• Felix Krull: en svindlers bekendelser (1954, på dansk 1955)

• Værker Thomas Mann. Collection Dr. Haack, Leipzig (Germany)
• Hans-Peter Haack: Erstausgaben Thomas Manns. Ein bibliographischer Atlas. Antiquariat Dr. Haack Leipzig 2011, 223 S., zahlreiche Abbildungen. ISBN 978-3-00-031653-1

Wikimedia Commons har medier relateret til: Thomas Mann