Biotilgængelighed
Biotilgængelighed er et begreb der anvendes indenfor farmakologi og angiver den del af et administreret lægemiddel, i procent, som uændret når frem til det systemiske kredsløb[1]. Biotilgængelighed er hovedsageligt afgjort af administrationsvejen, da udsættelse for fordøjelsessystemet og stofskifte påvirker lægemidler betydeligt.
Siden definitionen af biotilgængelighed er afhængig af lægemiddelets tilstædeværelse i det systemiske kredsløb, så har stoffer givet via intravenøs administration og intraarteriel administration altid 100 % biotilgængelighed, da de indtræder direkte i blodbanen[2]. Administrationsveje såsom peroral administration eller rektal administration er afhængige af fordøjelsessystemet til deres optagelse, hvorfra alt filtreres igennem leveren; den såkaldte first pass effect. Et lægemiddel som blev nedbrudt fuldstændigt, f.eks. af mavesyren eller af fordøjelsesenzymer, ville have en biotilgængelighed på 0 % hvis den blev gevet peroralt. Et eksempel på førnævnte er insulin, samt andre proteiner, som bliver nedbrudt til individuelle aminosyrer i tyndtarmen.
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Olsen, Inge; Piilgaard Hallin, Susanne (2013). Farmakologi, Hånden på hjertet. Munksgaard. ISBN 978-87-628-1378-6.
- ^ Katzung, Bertram G. Basic & Clinical Pharmacology (12 udgave). McGraw Hill Medical. s. 43. ISBN 978-0-07-176401-8.
 | Spire Denne artikel om farmakologi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |