Georges Dumézil
| Georges Dumézil | |
|---|---|
| |
| Personlig information | |
| Pseudonym | Georges Marcenay  |
| Født | 4. marts 1898 Paris, Frankrig |
| Død | 11. oktober 1986 (88 år) Paris, Frankrig |
| Dødsårsag | Cerebrovaskulær lidelse |
| Gravsted | Nuits-Saint-Georges |
| Nationalitet |  Fransk |
| Far | Jean Dumézil |
| Ægtefælle | Madeleine Dumézil (fra 1925) |
| Børn | Perrine Dumézil-Curien, Claude Dumézil |
| Familie | Hubert Curien (svigersøn), Bruno Dumézil (nevø) |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted | lycée Louis-le-Grand, École Normale Supérieure |
| Elev af | Antoine Meillet |
| Medlem af | Académie française (fra 1978), Académie des Inscriptions et Belles-Lettres (1970-1986), Académie royale des sciences, des lettres et des beaux-arts de Belgique, frimureri |
| Beskæftigelse | Sprogforsker, religionshistoriker, militærperson, antropolog |
| Fagområde | Filologi, mytologi |
| Arbejdsgiver | Warszawa Universitet, Uppsala Universitet, Istanbuls Universitet, Collège de France (1949-1968), École pratique des hautes études |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | Officer af Æreslegionen, kommandør af Akademisk Palme Ordenen, Prix mondial Cino Del Duca (1984), Æresdoktor ved Universitetet i Liège (1979), croix de guerre 1914-1918 med flere |
| Signatur | |
 | |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Georges Dumézil (født 4. marts 1898 i Paris, død 11. oktober 1986 samme sted) var en fransk komparativ filolog, som er kendt for sin analyse af herredømme og magt i religion og samfund blandt de indoeuropæiske folk.
Han er en af de store bidragydere i udforskningen af myter, og specielt har hans udvikling af hypotesen om de tredelte, sociale klassers funktion blandt de indoeuropæiske kulturer (kelterne, grækerne, inderne og germanerne) stor betydning.
Dumézils indflydelse var stor i midten af 1930'erne. I 1935 forlod han sin stilling på universitetet i Uppsala og fik en stilling i Komparativ religion i indoeuropæiske folk på det prestigefyldte École pratique des hautes études. Han blev udnævnt til professor i 1949 og blev valgt til Académie française i 1978, takket være sin rolle som mentor for Claude Lévi-Strauss, hans kollega i myter. I 1984 fik han udnævnelsen Prix mondial Cino Del Duca.
Dumézil er kendt som mentor for en række yngre franske forskere. Det var ham, der sikrede, at Michel Foucault kunne undervise midlertidigt på Uppsala tidligt i sin karriere.
Dumézils sympati for fascismen har gjort ham til en kontroversiel forsker både i samtiden og eftertiden. I 1930'erne støttede Dumézil det fascistiske "Action française" og satte Benito Mussolini højt. Dumézils forhold til Benoist og Haudry var mangetydig, men blandt hans nærmeste kollegaer var Otto Höfler (som var tilknyttet Ahnenerbe), Jan de Vries (en nazistisk kollaboratør) og Stig Wikander (som havde en dunkel relation til nazisme).
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- Stefan Arvidsson (2006) Aryan Idols, The Indo-European Mythology as Science and Ideology, University of Chicago Press, ISBN 0-226-02860-7*
- Georges Dumézil: Mythe et époée I-III, 1995, ISBN 2-07-073656-3
- Georges Dumézil, (1969), De nordiske guder – grundtræk af den skandinaviske religion, på dansk ved Vagn Duekilde. Fremads Fokusbøger.
- Hans Jørgen Lundager Jensen og Jens Peter Schjødt (1994), Suveræniteten, kampen og frugtbarheden en bog om Georges Dumézil og den indoeuropæiske ideologi, Aarhus, Aarhus Universitetsforlag.
- Bruce Lincoln (2000), Theorizing Myth: Narrative, Ideology, and Scholarship, University of Chicago Press.
