Lars von Trier
- Ikke at forveksle med Lars Trier.
Lars von Trier | |
---|---|
Personlig information | |
Fulde navn | Lars von Trier |
Født | 30. april 1956 (68 år) Lundtofte, Danmark |
Nationalitet | Dansk |
Bopæl | Kongens Lyngby[1] |
Religion | Ateisme[2] |
Forældre | Inger Høst Fritz Michael Hartmann |
Ægtefælle | Cæcilia Holbek (1987-1995) Bente Frøge (1997-2015) |
Børn | 4 |
Uddannelsessted | Den Danske Filmskole |
Beskæftigelse | Filminstruktør, manuskriptforfatter |
Aktive år | 1967–nu |
Kendte instruktioner | Riget, Breaking the Waves, Dancer in the Dark |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser | Ridder af Dannebrog 1997 |
Cannes filmfestival | |
Teknisk pris (1985) for Forbrydelsens element Teknisk pris, Jury-prisen og Bedste kunstneriske bidrag (1991) for Europa Juryens store pris (1996) for Breaking the Waves Den Gyldne Palme (2000) for Dancer in the Dark |
Lars von Trier (født 30. april 1956) er en dansk filminstruktør og manuskriptforfatter. Han studerede fra 1976 til 1979 filmvidenskab på Københavns Universitet. Efter endte studier på Københavns Universitet blev han uddannet instruktør på Den Danske Filmskole i 1983.[3] Hans afgangsfilm var Befrielsesbilleder. Han begyndte allerede i barndommen at producere små film og lavede som ung to halvtime lange, privatfinansierede fiktionsfilm, Orchidégartneren (1977) og Menthe - la bienheureuse (1979). I filmskoletiden vakte han opmærksomhed med kortfilmen Nocturne (1981), der vandt en pris ved Filmschoolfest Munich 1981, og med afgangsfilmen Befrielsesbilleder (1982), hvis hypnotisk modernistiske billedsprog er karakteristisk for Triers tidlige værker.[4] Den såkaldte Europa-trilogi, der kredser om den mandlige idealist i et undergangsunivers, omfatter spillefilmdebuten Forbrydelsens element (1984), hvilket blev hans internationale debut, den eksperimentelle metafilm Epidemic (1987) lavet på lavbudget og det stort anlagte melodrama Europa (1991), som vakte international opsigt, men stadig formåede Trier ikke at få folk i biografen herhjemme. Tv-produktionen Medea (1988) var baseret på Carl Th. Dreyers ikke-realiserede manuskript.[5]
Efter et succesfuldt samarbejde med produceren Peter Aalbæk Jensen om filmen Europa dannede de to i 1992 filmselskabet Zentropa. I 1995 var han medinitiativtager sammen med Thomas Vinterberg, Kristian Levring og Søren Kragh-Jacobsen til det såkaldte Dogme95, der handler om at lave film efter særlige kyskhedsregler, såsom at optagelser skal foregå med håndholdt kamera og ske on location med de forhåndenværende rekvisitter.[6] I Danmark var det tv-serien Riget fra 1994, der for alvor slog Lars von Triers navn fast. Det var filmen Breaking the Waves fra 1996, der blev Triers helt store succes. Med en international indtjening på over 200 millioner kroner var den dansk films største succes siden Bille Augusts Pelle Erobreren.[7] Breaking the Waves var ikke en dogmefilm, men et intens melodrama om seksualitet og religiøsitet, som var fortalt med håndholdt kamera. De kvindelige lidelseshistorier fortsatte i dogmefilmen Idioterne (1998) og især i musicalen Dancer in the Dark (2000), der vandt Guldpalmen i Cannes. Tilsammen udgør de tre film den såkaldte Guldhjerte-trilogi, opkaldt efter en billedbog, Trier var optaget af som barn.[8]
I De fem benspænd (2003) udfordrede Trier sin ældre kollega Jørgen Leth til at genindspille kortfilmen Det perfekte menneske (1967) ud fra skiftende spilleregler. I Dogville (2003) udspilles dramaet på et scenegulv med hvide streger og udvalgte rekvisitter; den udgør sammen med Manderlay (2005), om frihed og slaveri, den aldrig fuldførte trilogi om USA under 1930'ernes krise. Den planlagte treer, Wasington, blev aldrig produceret.[9] I 2006 vendte han tilbage til dogmekonceptet med komedien Direktøren for det hele. Den psykologiske gyserfilm Antichrist (2009) er den første film i Depressions-trilogien. Den blev fulgt op med Melancholia (2011) og den fem en halv time lange erotiske Nymphomaniac (2013). The House That Jack Built (2018) er hans seneste spillefilm og følger seriemorderen Jack gennem en definerende årrække. I 2022 havde den længe ventede tv-serie Riget Exodus, som er tredje sæson af Riget, premiere på Viaplay. Som manuskriptforfatter har han samarbejdet med Thomas Vinterberg om Dear Wendy (2005) og Jacob Thuesens De unge år: Erik Nietzsche sagaen del 1 (2007), som repræsenterede Danmark som nomineret til Nordisk Råds Filmpris i 2008. Han lavede endvidere konceptet til teaterforestillingen "Verdensuret" i 1996, som blev opført i Kunstforeningen.[10]
Triers karriere har strakt sig over mere end fire årtier og hans film har gjort sig bemærket for hans varemærker, herunder hyppige europæiske samarbejdspartnere, især Jean-Marc Barr, Udo Kier og Stellan Skarsgård. Efter at have opnået et ry som en meget ambitiøs og polariserende filmskaber, har han været genstand for en række kontroverser. Ved et pressemøde i Cannes i 2011 i forbindelse med filmen Melancholia kom han med række kontroversielle udtalelser, hvor han blandt andet erklærede sig som nazist og udtrykte sympati med Adolf Hitler.[11] Skildringer af grafisk vold og usimuleret sex i nogle af hans film har vakt kritik.[12] I 2017 anklagede Björk ham for sexchikane. Trier afviste, at han havde udsat Björk for sexchikane under indspilningen af filmen Dancer in the Dark fra 2000.[13]
Hele sit liv har Lars von Trier lidt af voldsom angst og OCD - tvangstanker og tvangshandlinger.[14] Han har haft adskillige depressioner.[15] I 2014 fortalte han offentligt, at flere af hans film er skrevet og lavet under indflydelse af ulovlige stoffer. Han fortalte også om sit årelange alkoholmisbrug.[16] I 2022 valgte han at offentliggøre, at han fået Parkinsons sygdom.[17]
Navn og herkomst
[redigér | rediger kildetekst]Von Trier blev født den 30. april 1956 i Kongens Lyngby som søn af Inger Trier (født Høst) og Fritz Michael Hartmann (af Hartmann-slægten), chef for Socialministeriet og modstandskæmper under 2. verdenskrig. Han fik efternavnet Trier fra Høsts mand, Ulf Trier, som von Trier troede var hans rigtige far indtil 1989, hvor hans mor fortalte ham sandheden.[18] von Trier fik dog aldrig noget hjerteligt forhold til sin biologiske far, der ikke ville kendes ved ham. Modsat offentlige udtalelser, som Trier er kommet med, var faderen ikke nazist, men derimod aktiv modstandsmand i Frit Danmarks tjenestemandsgruppe.[19] Triers morbror er filminstruktøren Børge Høst. Stedfaderen Ulf Trier var halvt jøde, søn af folketingsmand Sven Trier og Bergliot Trier født Moe, og Inger Trier opdrog Lars i den tro, at han havde jødiske rødder. Derfor var det et chok, da han to dage før moderens død opdagede, at han havde mistet både sin stedfar, sin mor og sin identitet. Dertil kom Hartmanns afvisning af at have noget med Lars at gøre.[20]
Adelsprædikatet von opstod som en morsomhed på filmskolen. Triers medstuderende Tómas Gislason fortalte i DR2s temaudsendelse 12. juni 2007, at en lærer, Gert Fredholm, under en heftig diskussion med Trier kaldte ham "von" for at karakterisere ham som aristokratisk i sit filmsyn. I sin afgangsfilms rulletekster brugte Trier drillende dette von, som er blevet hængende.
Instruktøren
[redigér | rediger kildetekst]Lars von Trier gik på instruktørlinjen på Den Danske Filmskole fra 1979-83.
Hans film har fra begyndelsen båret præg af eksperimenteren med mediet. Allerede i sin afgangsfilm fra Den Danske Filmskole, Befrielsesbilleder tog han fat på det hypnotiserende udtryk i sin filmæstetik, som siden er blevet videreført i både hans Europa-trilogi og i tv-serien Riget.
Ligeledes bærer hans film præg af hans opsætning af regler for produktionen. De gængse etikker for filmskabelse overskrides ofte, og i stedet tilføres nye regler som i spillefilmen Epidemic, der skulle produceres for under en million kroner.
Et godt eksempel på Lars von Triers brug af regler til eksperimenterende "vridning" af mediet er De fem benspænd. Her sættes Jørgen Leth til at genskabe sin film Det perfekte menneske fra 1967 fem gange under forskellige regelsæt, fastsat af Lars von Trier. Til Direktøren for det hele introduceres en anden formel binding, Automavision, ifølge hvilken en computer styrer kameraets indstillinger og bevægelser.
Lars von Trier har ændret fokus fra de meget æstetiserede film, fra Nocturne til Epidemic, til de mere dybdepsykologiske fortællinger i hans hjerte-trilogi. Her fik æstetikken mindre fokus, og det håndholdte kamera holdt for alvor sit indtog. Dogville-trilogien er en ny fase, hvor begge elementer forenes på ny i en Brecht-fremstilling.
Han er kendt for – sammen med Thomas Vinterberg, Kristian Levring og Søren Kragh-Jacobsen – at have udviklet dogmebevægelsen, Dogme95.
Ved den årlige internationale filmfestival i Cannes, hvortil de fleste af von Triers spillefilm er blevet udvalgt, har han vundet juryens førstepris for Breaking the Waves. I 2000 vandt han endelig den eftertragtede Gyldne Palme for filmen Dancer in the Dark.
I 2009 vandt von Trier Nordisk Råds Filmpris for Antichrist. Han er Ridder af Dannebrog. Trier blev erklæret persona non grata af Cannes Film Festival-ledelsen den 19. maj 2011.[21] Han blev spurgt om sine tyske rødder og interesse for nazistisk æstetik på en pressekonference dagen efter, han havde præsenteret sin nye film Melancholia, og svarede angiveligt spøgefuldt, at han havde forståelse og sympati for Adolf Hitler og spøgte med, at han var nazist.[22] Von Trier undskyldte senere på en pressekonference, indkaldt af ham selv, og sagde "Holocaust is the worst crime that ever happened; I have nothing against Jews; I have a Jewish name, and all my children have Jewish names", og tilføjede, at hans særlige danske humor var blevet misforstået af det internationale pressekorps: "It was really stupidly done and it was in the wrong forum. At the press conference with Danish journalists, there were no problems, but I do not think the international journalists understand my Danish humor".[23]
Inspirationen
[redigér | rediger kildetekst]Som 10-årig fik Lars Trier et smalfilmskamera og begyndte snart at lave kortfilm. Som 12-årig debuterede han som skuespiller med hovedrollen i den af Thomas Winding instruerede ungdomsserie Hemmelig sommer (1969).
Lars von Triers er bl.a. inspireret af Carl Th. Dreyer, Ingmar Bergman, Andrei Tarkovsky og Bertolt Brecht.[kilde mangler] Til tv-serien Riget var hans største inspiration David Lynchs Twin Peaks.
Filmografi
[redigér | rediger kildetekst]- Spillefilm
- Hvorfor flygte fra det du ved du ikke kan flygte fra ? (1970).
- Hemmelig sommer (1971), hovedrolle i TV-serie af Thomas Winding.
- Orchidégartneren (1977), eksperimentalfilm produceret af Filmgruppe 16 og løseligt baseret på Triers romanmanuskript Eliza.
- Menthe - la bienheureuse (1979), endnu en Filmgruppe 16-film. Manuskript frit efter romanen O's historie.
- Nocturne (1980), filmskolefilm.
- Den sidste detalje (1981), filmskolefilm.
- Befrielsesbilleder (1982), afgangsfilm fra Den Danske Filmskole.
- Forbrydelsens element (1984), 1. film i Europa-trilogien, vandt den tekniske pris på filmfestivalen i Cannes.
- Epidemic (1987), 2. film i Europa-trilogien.
- Medea (1988).
- Europa (1991), 3. film i Europa-trilogien.
- Breaking the Waves (1996), 1. film i Guldhjerte-trilogien.
- Idioterne (1998), 2. film i Guldhjerte-trilogien.
- Dancer in the Dark (2000), 3. film i Guldhjerte-trilogien.
- Dogville (2003), 1. film i trilogien USA - Land of Opportunities.
- De fem benspænd (2003) sammen med Jørgen Leth.
- Manderlay (2005), 2. film i trilogien USA - Land of Opportunities.
- It's a Jungle Down There (2005) "Klovn"-episode (kun manuskript).
- Direktøren for det hele (2006).
- De unge år: Erik Nietzsche sagaen del 1 (2007) (kun manuskript).
- Antichrist (2009).
- Melancholia (2011).
- Nymphomaniac (2013).
- The House That Jack Built (2018).
- Tv-fiktion
- Medea (1988)
- Riget (1994)
- Riget II (1997)
- D-dag (2000)
- Riget Exodus (2022)
Riget-serien er instrueret sammen med Morten Arnfred og handler om og foregår på Rigshospitalet i København.
Priser
[redigér | rediger kildetekst]Lars von Trier og hans værker har modtaget en lang række priser, heriblandt:[24]
- 1985, 1992, 1995, 1997, 2004, 2010 og 2012: Bodilprisen for bedste danske film
- 1985, 1992, 2010, 2012 og 2015: Robert for årets danske spillefilm
- von Trier har desuden vundet flere Robert-priser for bedste manuskript og bedste instruktør
- 1996, 2000 og 2011: European Film Award, bedste film for Breaking the Waves, Dancer in the Dark og Melancholia
- 2000: Den Gyldne Palme i Cannes for Dancer in the Dark
- von Trier har vundet andre priser i Cannes for Forbrydelsens element (1984), Europa (1991) og Breaking the Waves (1996)
- 2000: Nomineret til en Oscar for bedste sang (sammen med Björk og Sjón)
- 2000, 2003: European Film Award, bedste europæiske instruktør for Dancer in the Dark og Dogville
- 2008: European Film Award, særpris (sammen med Søren Kragh-Jacobsen, Kristian Levring og Thomas Vinterberg)
- 2018: Sonningprisen[25]
- 2019: Rungstedlundprisen [26]
Noter
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Line Frandsen (13. april 2016). "Medie: Lars von Trier er flyttet sammen med elskerinden". Se og Hør.
- ^ Grith Larsen (9. oktober 2022). "Lars von Trier: Livet er en sadistisk opfindelse". Avisen.dk.
- ^ Lars von Trier, Kristeligt Dagblad, hentet 7. februar 2023.
- ^ Anne-Helene Merkelsen (30. april 2016). "Lars von Trier fylder 60: Her er 5 af hans vigtigste film". DR.
- ^ MEDEA, Det Danske Filminstitut, hentet 7. februar 2023.
- ^ Blå Bog om Lars von Trier, TV 2, 3. marts 2012.
- ^ Palle Schantz Lauridsen (23. maj 2000). "Provokatøren Trier". Kristeligt Dagblad.
- ^ Kim Skotte (20. november 2002). "I følelsernes sold". Filmmagasinet Ekko.
- ^ Katrine Hornstrup Yde (23. december 2019). "Derfor er 'Dogville' en af dette århundredes bedste film". Dagbladet Information.
- ^ Lars Movin (10. marts 2000). "Fra myrernes liv". Dagbladet Information.
- ^ Christian Ellegaard (19. april 2018). "Syv år efter nazi-kommentaren: Nu vender Lars von Trier tilbage til Cannes". DR.
- ^ Lazic, Manuela (2018-12-14). "The Hell That Lars von Trier Built". The Ringer (engelsk). Hentet 2023-02-03.
- ^ Nina Brorson (16. oktober 2017). "Björk anklager Lars von Trier for sexchikane - så betændt var deres forhold". TV 2.
- ^ Kim Kastrup, Marie Lade (20. maj 2009). "Så syg er Lars von Trier". Ekstra Bladet.
- ^ Jacob Wendt Jensen (26. juli 2018). "Bente Frøge blev skilt fra Lars von Trier efter utroskab: "Løgnen var for stor"". Femina.
- ^ Sophie Katrine Dürrfeld (30. april 2016). "Hitler, kokain og alt det andet: Her Lars von Triers vildeste skandaler". B.T.
- ^ Claus Christensen (8. august 2022). "Lars von Trier har Parkinsons sygdom". Filmmagasinet Ekko.
- ^ Film #10 (PDF) Arkiveret 23. september 2015 hos Wayback Machine
- ^ Fritz Michael Hartmann i Modstandsdatabasen, Jesper Skov, "Viggo Kampmann under besættelsen", Siden Saxo, nr. 4, 2004, s. 39. Online (PDF) Arkiveret 10. august 2011 hos Wayback Machine
- ^ "Lars von Trier: Det hjemmelavede menneske", Politiken.dk, 17. maj 2009.
- ^ BBC News – Von Trier 'persona non grata' at Cannes after Nazi row
- ^ Lars von Trier provokes Cannes with 'I'm a Nazi' comments | Film | The Guardian
- ^ Ekstra Bladet – Trier: – Jeg er stolt over at være bortvist
- ^ "Lars von Trier - Awards". imdb.com. Hentet 9. januar 2018.
- ^ "Lars von Trier får Sonningprisen og en million kroner". DR. Ritzau. 9. januar 2018.
- ^ "Rungstedlundprisen 2019 tildeles Lars von Trier". blixen.dk. 9. april 2018.
Litteratur
[redigér | rediger kildetekst]- Nils Thorsen: Geniet : Lars von Triers liv, film og fobier. Politiken, 2010. ISBN 978-87-567-9511-1
Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]- Lars von Trier på Internet Movie Database (engelsk)
- Lars von Trier på Filmdatabasen
- Lars von Trier på Filmdatabasen
- Lars von Trier på Filmdatabasen
- Lars von Trier på danskefilm.dk
- Lars von Trier på danskfilmogtv.dk
- Lars von Trier på Scope
- Lars von Trier på Svensk Filmdatabas (svensk)
- Lars von Trier på AlloCiné (fransk)
- Lars von Trier på AllMovie (engelsk)
- Lydforedrag Arkiveret 27. november 2013 hos Wayback Machine hvor Peter Schepelern, der har skrevet flere bøger om von Trier, giver et overblik over filmkunstnerens karriere
- The Burden From Donald Duck. Interview med Lars von Trier Video af Louisiana Channel
- Født i 1956
- Levende personer
- Filminstruktører fra Danmark
- Kunstnere på finansloven
- Personer med enkeltværker i Kulturkanonen
- Slægten Hartmann
- Riddere af Dannebrog
- Personer fra Kongens Lyngby
- Robertprisen for årets instruktør
- Personer i Kraks Blå Bog
- Modtagere af Kjeld Abell-prisen
- Modtagere af Nordisk Film Prisen
- Katolikker fra Danmark
- Manuskriptforfattere fra Danmark
- Personer ramt af Parkinsons sygdom