Max Jakobson
| Max Jakobson | |
|---|---|
| |
| Personlig information | |
| Født | 30. september 1923  Vyborg, Leningrad oblast, Rusland |
| Død | 9. marts 2013 (89 år) Helsinki, Finland |
| Barn | Linda Jakobson |
| Uddannelse og virke | |
| Beskæftigelse | Journalist, diplomat, historiker, embedsmand, politiker |
| Fagområde | Opinionsjournalisme, diplomati |
| Arbejdsgiver | Forenede Nationer |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | Kommandør af St. Olavs Orden (1961), Commander of the Order of Polonia Restituta, Stor Guld Æresudmærkelse for tjenester til Republikken Østrig, Storkorskommandør af Nordstjerneordenen, Republikkens orden med flere |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Max Jakobson (født 30. september 1923 i Vyborg, Finland, død 9. marts 2013 i Helsinki) var en finsk journalist, diplomat, politiker og forfatter.
Karriere
[redigér | rediger kildetekst]Han begyndte at arbejde som journalist ved BBC's finsksprogede redaktion efter krigsafslutningen i 1945. Han havde under krigen deltaget i forsvaret af Finland på det Karelske næs. Derefter gik han i avisen Uusi Suomis tjeneste og arbejdede som dennes korrespondent i London 1948–1953. Han kom derefter til det finske udenrigsministerium, hvor han virkede i årene 1953–1974. Under sin tid i udenrigsministeriet var han blandt andet chef i den politiske afdeling 1962–1965 og Finlands ambassadør i Stockholm 1972-1974. Efter sin diplomatiske karriere gik han over til en karriere i forretningslivet, hvor han var virksom til 1984. Efter Estlands selvstændighed blev han formand for en international kommission til undersøgelse af forbrydelser mod menneskeheden udøvet under den nazistiske og kommunistiske besættelse af landet.
Max Jakobson tilhørte i lang tid præsident Urho Kekkonens inderkreds. På grund af sit flydende engelsk fungerede Jakobson som præsidentens personlige tolk og rådgiver under mange statsbesøg. Han var tillige den eneste person, hvis kritik og synspunkter præsident Kekkonen tog til sig.
Max Jakobson var i 1971 kandidat til posten som FNs generalsekretær, men blev angiveligt vraget på grund af modstand fra Sovjetunionen.[1][2]
Trods en lang karriere i magtens korridorer holdt Max Jakobson sig altid uden for de politiske partier.
Litteratur af Max Jakobson (på svensk)
[redigér | rediger kildetekst]I de senere år gjorde Jakobson takket være sin lange diplomatiske karriere kendt som forfatter af historiske værker og om sit diplomatiske liv. Mange af hans bøger er blevet oversat til andre sprog, blandt andet svensk:
- Den finländska paradoxen. Linjer i Finlands utrikespolitik 1953-1965 (Stockholm 1982); ISBN 91-1-823272-8
- Trettioåttonde våningen. Hågkomster och anteckningar 1965-1971 (Stockholm 1983); ISBN 91-1-843112-7
- Finlands väg 1899-1999 : från kampen mot tsarväldet till EU-medlemskap (1999)
- Våldets århundrade (2001)
- År av fruktan och hopp (2002)
- Bokslut (2004)
Hædersbevisninger
[redigér | rediger kildetekst]Max Jakobson blev i 2002 tildelt den estiske præsidents hædersbevisning Maarjamaa Risti I klassi teenetemärk (Terra Mariana-korsets fortjenestemærke af 1. klasse = højeste grad).
Noter
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Max Jakobson i Den Store Danske Encyklopædi
- ^ "Bedste generalsekretær FN aldrig fik" Arkiveret 21. september 2016 hos Wayback Machine (Uffe Ellemann-Jensen, 14.03.13; Ulandsnyt.dk) (Webside ikke længere tilgængelig)
Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]- Kommissionen til undersøgelser af krigsforbrydelser mod den estiske befolkning Arkiveret 1. marts 2013 hos Wayback Machine på historycommission.ee (engelsk)
- Om Max Jakobson kommissionen Arkiveret 29. december 2011 hos Wayback Machine på mnemosyne.ee (engelsk)
- GP: Max Jakobson død på gp.se/nyheter (svensk)